TYSKE FORBINDELSER
I slutningen af 1600-tallet kunne den danske stat ikke mere tilbyde handel på det niveau, som de mere kapitalstærke sefardiske jøder håndterede, men der var fortsat brug for driftige handelsfolk. Askenaziske jøder efterfulgte de sefardiske jøder og begyndte at indvandre til Danmark.
Fredericia blev grundlagt i 1650 og fra 1674 var særlige privilegier som religionsfrihed et middel til at fremme bosættelsen i byen. En del jødiske familier drog til Fredericia, hvor man heller ikke skulle betale den ellers krævede sum på 1000 rigsdaler for at få opholdstilladelse. En række andre byer fik en større eller mindre jødisk befolkning som Nakskov, Horsens, Randers, Ålborg, Fåborg, Assens og Odense.
Fra 1700 til 1780 var den jødiske indvandring til Danmark på cirka 2 personer om året. Adgangsbilletten var formue, driftighed og et godt rygte. Jøderne kunne ikke blive optaget i de eksisterende håndværkerlaug før 1788 og måtte ikke eje land. Beskæftigelsen lå derfor i sektorer, der var for nye til at være monopoliserede eller som ikke var reguleret af de eksisterende bestemmelser for håndværk og handel. Tobaksspinderi, manufakturer som bomuldstrykkeri, handel med kaffe, te og chokolade, handel med penge, huder og skind, handel med kreaturer og heste, handel med bånd og brugt tøj er eksempler på de muligheder for erhverv, som jøderne fik i Danmark.
Danmark var ikke mere restriktiv end andre europæiske lande, men fulgte datiden pragmatiske holdning: Eftersom jøderne var et fremmedelement og en nation for sig, ville man kun give dem adgang, hvis de kunne være til umiddelbar nytte. Selv om jøder havde lov til at leve efter deres religion, skulle det ske i det skjulte, så det ikke kunne vække forargelse i offentligheden.
Fordommene over for jøderne var store, og man mente at især fattige jøder “ere skadelige for Indvaanerne og befordrer Tyverier og Bedragerier". Det var heller ikke i de herboende jøders interesse at der boede fattige jøder i Danmark, for de ville blive en byrde for dem selv, da staten ikke ydede fattighjælp til jøder. Ikke desto mindre var mindst halvdelen af de 380 jødiske familier i København ved folketællingen i 1787 fattige.
De indvandrede jøders forbindelser til familie og venner i andre lande gav muligheder for at udveksle slægtninge, der skulle oplæres i et erhverv. Det var helt nødvendigt så længe jøder ikke havde lov til at få en læreplads hos en dansk håndværksmester eller uddanne sig på danske universiteter. På den måde fandt en individuel indvandring sted, men også en udvandring. Ægteskabet var en anden anledning til bevægelse, det ses i de danske jødiske familiers stamtræer, som er rige på familiemedlemmer fra andre lande
Med anordningen af 1814, der stort set ligestillede danske jøder med andre danske borgere, styrkedes den jødiske minoritets muligheder kraftigt for at bevæge sig dybere ind i det ikke-jødiske samfund, tale dansk og få muligheder for at tage uddannelser. I løbet af nogle få årtier rykkede mange af de nye “borgere af mosaisk observans" opad i samfundet, og skabte et nyt jødisk borgerskab med egne dannelsesidealer. En del ønskede helt at frigøre sig fra deres jødisk status og lod sig døbe, men de fleste skabte en helt ny kombination af jødisk og borgerlig kultur.
