POLSKE JØDER

I perioden 1969-1973 flygtede knap 3.000 jøder fra det kommunistiske Polen til Danmark. 

I slutningen af 1960erne var den sovjetkontrollerede regering i Polen under pres. Utilfredsheden med styrets censur og magtudøvelse var stor i befolkningen. Efter Seksdageskrigen i 1967 jublede mange polakker over Israels sejr over nabolandene, som havde kæmpet med sovjetiske våben. I jublen over Sovjets indirekte nederlag lå en slet skjult kritik af det kommunistiske magtapparat. Som modreaktion iværksatte Sovjet en antijødisk kampagne, og i Polen fulgte regeringschef Władysław Gomułka op med en radiotale, hvor han angreb landets jøder og kaldte dem en ”femte kolonne”, der i ledtog med vestlige kapitalister ønskede at skade Polen.

I foråret 1968 intensiveredes den antijødiske propaganda. Både de jøder, der tilhørte det kommunistiske parti, og de, der ikke gjorde, blev fyret og chikaneret med direkte opfordringer til at forlade Polen. Mange blev tvunget til at betale for istandsættelse af de lejligheder, de måtte forlade, og ved afrejsen blev alle jøder tvunget til at underskrive et dokument, hvori de skulle erklære sig som zionister og frasige sig deres polske statsborgerskab. Flugten blev iscenesat som frivillig emigration, men i praksis blev de polske jøder fordrevet.

Danmark førte en liberal politik overfor de jødiske flygtninge fra Polen, og der var bred politisk enighed om, at Danmark burde hjælpe. Der blev ikke sorteret i flygtningene, som fik opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Flygtningestrømmen var størst i 1969 og stillede store krav til Dansk Flygtningehjælp, som siden ankomsten af koldkrigsflygtninge fra Ungarn i 1956 kun havde været vant til at modtage ca. 100 flygtninge om året. De første 300 jødiske flygtninge fra Polen blev indkvarteret på flygtningeskibet Skt. Lawrence i Københavns Havn. Senere blev hotelværelser stillet til rådighed.

Det var de yngre flygtninge, som hurtigst fandt sig tilrette i Danmark, og mange blev efterhånden dansk gift. Blandt de ældre flygtninge var desillusion og ensomhed et hyppigere fænomen i de første år. Mødet mellem det jødiske samfund i Danmark og de nytilkomne flygtninge eksponerede forskelle i, hvad det vil sige at være jøde. For mange af flygtningene var det vigtigt at etablere et selvstændigt kulturelt netværk og snart efter ankomsten blev der oprettet flere foreninger, som siden har arrangeret sociale og kulturelle arrangementer med udgangspunkt i de fælles minder fra Polen.

I den polske regerings propaganda hed det, at flygtningene forlod Polen frivilligt for at tage til Israel. Den danske regering frygtede derfor, at alt for stor opmærksomhed på de virkelige forhold ville skabe en unødig konflikt, som kunne risikere at gå ud over de flygtninge, som endnu ventede på at forlade Polen. Derfor blev de danske medier bedt om at undgå offentlig omtale af flygtningenes ankomst. Dette kan være én af årsagerne til, at kendskabet til flygtningenes historie helt op til i dag har været meget begrænset.

Download en folder om de polske jøder her