JØDISK SOCIALISME OG ZIONISME - GRUNDLAG

Blandt de russiske jøder, som emigrerede til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, var arbejderne i flertal, og blandt arbejderne var Bund den største gruppe. Flertallet af de jødiske arbejdere var skræddere og ikke vant til den fagforeningskultur, de danske arbejdere havde opbygget. Skræddernes Fagforening var først meget imod de jødiske skræddere, men ændrede holdning og forsøgte i stedet at organisere dem. Derfor støttede de Jødisk Skrædder-Klub, der udgik fra Bund, og som fungerede som en afdeling af skrædderfagforeningen.

Zionismen i Danmark udgik fra de danske jøder. Det var den danske læge Louis Frænkel, som startede en zionistisk forening i de første år af århundredet. Han fik tilslutning fra en mindre gruppe af indvandrerne. I 1914 ved verdenskrigens udbrud flyttede den zionistiske verdensorganisation en del af sine aktiviteter til det neutrale København. Herfra udgik stærke initiativer til at styrke zionismen i Skandinavien. Blandt andet støttede man i 1914-15 udgivelsen af et dagblad på jiddish, yidishe folks-tsaytung. Det var imidlertid først efter Balfour-deklarationen i 1917 at zionismen begyndte at få bedre fodfæste i Danmark. Det skete bl.a. gennem arbejderzionismen eller den socialistiske zionisme.

Arbejderzionismen var som bundismen opstået i Rusland. Den var enig med Herzl i, at målet var et eget land for alle jøder i Palæstina, men ville opbygge det som et socialistisk samfund. Arbejderzionisterne udviklede ideen om kibbutzer, kollektivlandbrug. Arbejderzionismen slog meget bredere an blandt de jødiske arbejdere og blev den afgørende politiske kraft i opbygningen af staten Israel. Også blandt de jødiske indvandrere i Danmark blev mange efter 1917 zionister. Andre grupper blev kommunister eller socialdemokrater.