Jeg er primært skolet i moderne tysk grammatik og sammenlignende germansk sprogvidenskab, men har inden for de seneste år prøvet kræfter med jiddisch, der som forskningsområde både i Danmark og i udlandet er af nyere dato. Jiddisch giver i mange henseender den engagerede germanistiske sprogforsker med kendskab til hebraisk og ét eller flere slaviske sprog mulighed for at yde et stykke pionerarbejde.

Jiddisch er en særlig jødisk variant af tysk, der opstod i Tyskland i middelalderen, og som senere på grund af jødernes vandringer bredte sig til store dele af Østeuropa, og med tiden også til oversøiske områder. I Tyskland blev sproget i løbet af nyere tid som følge af jødernes tiltagende emancipation og assimilation efterhånden afløst af standardtysk. I Østeuropa beholdt det frem til 2. verdenskrigs udbrud sin status som de ikke-assimilerede jøders indbyrdes kommunikationsmiddel.

Efter 2. verdenskrigs ødelæggelser i Østeuropa tales og skrives østjiddisch i dag først og fremmest af jøder uden for Østeuropa, dvs. i USA, Israel, Argentina, Storbritannien og Belgien. Igennem det 20. århundrede var østeuropæisk jiddisch (østjiddisch) også udbredt blandt danske jøder, der enten selv eller hvis forældre var indvandret fra Rusland i århundredets begyndelse (jfr. Morten Things præsentation). Endnu i dag høres både litauisk jiddisch og polsk jiddisch blandt ældre jøder i København og Århus.

Jeg udgav i 2001 bogen Das Ostjiddische im Sprachkontakt. Deutsch im Spannungsfeld zwischen Semitisch und Slavisch (Max Niemeyer Verlag, Tübingen), der er et bidrag til udforskningen af østjiddischs komplicerede tilblivelseshistorie. For tiden arbejder jeg på to større afhandlinger om ordstillingen (topologien) i østjiddisch litterært prosasprog fra ca. 1800 til i dag. Mine undersøgelser bygger på et omfangsrigt østjiddisch tekstkorpus, som jeg har samlet under længerevarende forskningsophold i New York i 1999-2000 og i Trier i 2001-2003.