DET POLITISKE SPIL
Kun 481 af de danske jøder blev arresteret og sendt til Theresienstadt - det store spil, som reddede de øvrige, havde mange aktører. Afsnittet er et uddrag fra Bo Lidegaard: Overleveren - Dansk udenrigspolitisk historie 1914-45, København 2003

AKTIONEN MOD DE DANSKE JØDER OKTOBER 1943
Spørgsmålet om de danske jøders stilling var i besættelsens første år jævnligt blevet rejst af tyskerne overfor regeringen, som dog konsekvent havde afvist enhver drøftelse med henvisning til, at der ikke eksisterede noget “jødespørgsmål" i Danmark. Det stod klart for Berlin, at en tilbageholdende linje i denne sag var en del af prisen for fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken. Her var ingen dansk kompromisvilje, og spørgsmålet blev derfor skubbet til side, så længe den danske regering påtog sig sin del af ansvaret for samarbejdspolitikken.

Denne beskyttelse faldt bort efter den 29. august 1943, og allerede den 8. september afsendte Werner Best, der i magtkampen med general von Hanneken havde behov for at styrke sine aktier i Berlin, et telegram om de
danske jøder til det tyske udenrigsministerium.

Bests telegram udløste den 17. september den ventede ordre fra Hitler om gennemførelsen af Endlösung i Danmark. Tyske politistyrker blev stillet til rådighed, men mens de praktiske forberedelser skred frem, blev aktionen udsat for overraskende kraftig kritik internt i det tyske apparat. Det var ikke hensynet til jøderne, der blev gjort gældende, men spørgsmålet om hvorvidt aktionen ville kuldkaste det skrøbelige samarbejde med departementscheferne, der i løbet af september begyndte at tegne et holdbart instrument til videreførelse af samarbejdspolitikkens hovedelementer.

Bests egen nære medarbejder på gesandtskabet i København C.F. Duckwitz, der havde opdyrket nære personlige kontakter til ledende socialdemokratiske politikere, rejste - sandsynligvis med sin chefs velsignelse - til Berlin, angiveligt for at forsøge at standse Bests telegram, men måske reelt snarere for at få det til at se ud, som om Best var modstander af aktionen. Den 23. september tog udenrigsminister Ribbentrop personligt sagen op med Hitler, idet han gjorde gældende, at en jødeaktion kunne vælte den faktiske videreførelse af samarbejdspolitikken i Danmark. Forgæves. Bolden rullede, og en førerordre kunne ingen imødegå. 

AKTION
Sideløbende arbejdede Duchwitzch på en feberredning. Den 22. september rejste han - igen formentlig med Bests velsignelse - hemmeligt til Stockholm, hvor det lykkedes ham at få foretræde for den svenske statsminister, hvem han advarede om, at en aktion var under opsejling. Udsigten til et anslag mod de danske jøder udløste hektisk svensk diplomatisk aktivitet, og det svenske gesandtskab i København modtog en rummelig instruktion om at udstede udrejsepapirer i en lind strøm. Den 1. oktober gennemførtes også en svensk diplomatisk intervention i Berlin, hvor Sverige tilbød at internere de danske jøder i Sverige. Henvendelsen forblev ubesvaret.

Rygter om den forestående aktion begyndte i sidste del af september at cirkulere tæt i Danmark. Den 28. september fik Best den endelige ordre om at iværksætte aktionen, og samme dag meddelte han Berlin, at den ville finde sted natten til den 2. oktober.

Samme dag, den 28. september, opsøgte Duckwitz i København Hans Hedtoft, som han informerede om den forestående aktion med indtrængende opfordring til at bringe advarslen videre. Hedtoft tog omgående kontakt til formanden for Det Mosaiske Troessamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques, ligesom advarslen også spredtes ad andre kanaler. Næste morgen den 29. september var der tidlig morgengudstjeneste i synagogen, hvor advarslen om den forestående razzia spredtes til menigheden og derfra ad utallige veje til næsten alle jøder i København og til de fleste i provinsen.

Frem til dette tidspunkt var kun få hundrede frihedskæmpere og enkelte jøder flygtet over Øresund, og tanken om at man på få uger skulle kunne overføre flere tusinde var ganske enkelt for usandsynlig - rent bortset fra at departementscheferne havde svært ved at forestille sig en løsning, der var forbudt. Enden på det blev, at departementscheferne traf beslutning om en dansk aktion med frivillig internering af de danske jøder i Horserødlejren, hvor tung den end forekom. Da det danske tilbud nåede frem til Best, var den tyske aktion imidlertid allerede sat i værk.

I dagene op til den 2. oktober søgte langt størsteparten af de danske jøder tilflugt hos ikke-jødiske venner og bekendte, eller de tog på må og få af sted mod Øresundskystens havne, hvor de søgte skibslejlighed til Sverige. Da den tyske razzia gennemførtes natten til den 2. oktober, hvor Gestapo opsøgte hver jødisk husstand i landet, fandt de kun få hjemme. Der var også fra tysk side udstedt ordre om, at der ikke måtte brydes ind i huse og lejligheder, hvor der ikke blev åbnet frivilligt. Af de ca. 7000 danske jøder arresteredes denne nat omkring 200, overvejende gamle, syge og ensomme, der ikke havde kunnet eller villet søge tilflugt. De blev ført til et ventende transportskib og deporteret til
koncentrationslejren Theresienstadt i det tysk besatte Tjekkoslovakiet.

Allerede om morgenen den 2. oktober erklærede Best i et telegram til Berlin aktionen for en succes. Danmark var nu som ønsket entjudet, det vil sige jøderent. Ganske vist var ikke mange arresteret, men væk var de, og det var tilsyneladende det afgørende. 

HJÆLPEN
De flygtende blev i vidt omfang hjulpet spontant af de danske medborgere, der reagerede indigneret og rystet på dette uventede angreb på uskyldige naboer, bekendte, kolleger og familiemedlemmer. Alle befolkningsgrupper var repræsenteret i de små og store hjælpeaktioner, der sattes i værk, og mange kom i den første uge af oktober 1943 for første gang i berøring med illegalt arbejde. De kendte og af modstandsbevægelsen brugte flugtruter til Sverige var helt utilstrækkelige, men nye improviseredes med især modstandsgrupper, læger, præster, sygehusenes personale og studenter som drivende kræfter. Der blev rejst betydelige pengebeløb fra foreninger, virksomheder og privatpersoner til finansiering af flugten, ligesom der fra mangfoldige sider blev gjort en indsats for at finde egnede skjulesteder til de mange flygtninge, der strømmede til kystområderne.

Fra havnene blev jøderne udskibet på større og mindre fartøjer, der om natten sejlede til svensk havn eller overførte dem til svensk kystvagt i åben sø. Fra svensk side gjorde både statslige myndigheder, jødiske organisationer og danske flygtninge en målrettet indsats for at lette transporterne og medvirke til flugtens organisering og gennemførsel. Som helhed forløb flugten godt, selv om der indtraf ulykker i den ofte panikprægede stemning, hvor såvel de flygtende som deres hjælpere måtte frygte det værste, hvis de blev pågrebet.

Historien om det danske folks spontane reaktion og hjælpsomhed i dette kritiske øjeblik er blevet fortalt og genfortalt og er endnu levende for mange, der har oplevet Holocaust, eller som er berørt af tragedien. Men redningsaktionen kan næppe fuldt og helt forklares uden at inddrage også andre faktorer, herunder de danske, svenske og måske især - tyske myndigheders holdning og optræden.