I Theresienstadt

Det er med barnets øjne at man oplever en grotesk, farlig og uvirkelig verden i Jytte Bornsteins bog Min rejse tilbage. Fra den ene dag til den anden blev 481 danske jøder sendt afsted til en verden af sult, skidt, sygdom, ydmygelse og især angst i koncentrationslejren Theresienstadt. I en sådan verden må man lære sig nye måder at overleve på og gå på kompromis med de mest basale krav. Jytte Bornstein var kun 7 1/2 år, da hun og hendes mor blev revet ud af deres velkendte tilværelse, og sendt til Theresienstadt. En oplevelse, som de begge overlevede – men som aldrig kan viskes ud af et liv igen.

Først mange år efter sit ophold i Theresienstadt begyndte Jytte Bornstein at tegne de billeder, der trængte sig så vedholdende på i erindringen, og at omsætte sine svære minder til ord. Alligevel har teksten en næsten skræmmende umiddelbarhed, som ikke kan undgå at berøre læseren. Billede for billede og historie for historie må man undre sig - både over forfølgerens umenneskeliggørelse af sine ofre og over ofrenes hårdnakkede forsøg på at overleve og bevare deres personlige integritet.

Min rejse tilbage blev udgivet i 1994 på forlaget Munksgaard/Rosinante.

Efter krigen talte jeg ikke så meget om det, jeg havde set og oplevet, men det var altid nærværende. I mit voksenliv har jeg gennemgået adskillige operationer. Og efter hver eneste har jeg måttet gennemleve tilfangetagelsen ved den store jøderazzia i oktober 1943 og det efterfølgende KZ-ophold, blandt andet på grund af effekten af narkosen, som skrællede mit psykiske forsvar væk. Som en gave fra Himlen blev det, efter min sidste operation i 1989, pludselig muligt for mig at tegne situationer af det, som altid har været en smertefyldt del af mig liv. Og så forstod jeg, at det nu blev krævet af mig, at jeg talte om det, der var sket, at jeg vidnede om det, der var overgået mig, som mit bidrag til, at det ikke skal kunne hævdes, at der aldrig har eksisteret KZ-lejre. Det var således billedsproget, der blev mit første sprog om den del af mig liv. Først langt senere og efter svære processer, hvor jeg skulle overskride én gang fastsatte grænser inden i mig, kom ordene til hvert enkelt billede som uddybelse af, hvad det viste. Jytte Bornstein