IDENTITET OG VALG

Især tidligere var det at være jødisk en skæbne, man måtte tage på sig på godt og ondt. For de fleste jøder i Danmark er det jødiske tilhørsforhold en faktor blandt andre, og måske mere dominerende, faktorer for identiteten som erhverv, politisk orientering, nationalitet og livsstil. Det er meget muligt at ens jødiskhed kun spiller en meget lille rolle i forhold til, at man er dansker, gymnasielærer i latin, stærkt engageret i et politisk parti eller flittig sportsdanser. Omvendt kan det at have en jødisk bedstefar, men ellers ingen tilknytning til jødedommen, sagtens føles som et afgørende træk ved en selv.

Skolegang I 1799 fik jøder adgang til visse privatskoler uden først at lade sig døbe. I 1805 åbnede Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro som udslag af M.L. Nathansons reformbestræbelser. Skolens hovedformål var at lære fattige jødiske drenge dansk og regning og give dem forudsætninger for at kunne begå sig udenfor en snæver jødisk kreds. I 1810 var M.L. Nathanson blandt initiativtagerne til endnu en skole, Carolineskolen for Piger. Om man ønsker sit barn i en jødisk skole er stadig et betydningsfuldt valg for danske jøder i dag.

Hvem er så overhovedet jøde? Den ortodokse definition siger, at det er man, hvis man er født af en jødisk mor eller konverteret til jødedommen. Derfor er børn af jødiske fædre gift med ikke-jødiske kvinder ikke defineret som jøder i strikt forstand, og kan ikke umiddelbart optages i trossamfundet. Disse børn udgør en stor gruppe i et land, hvor mange jøder lever sammen med en ikke-jødisk partner. Omvendt findes der en gruppe, der formelt set er jøder, men som overhovedet ikke ser dette som betydningsfuldt. Disse mennesker kan opleve, at omverdenen fastholder den jødiske identitet, som de selv afviser.

De mange identitetsmæssige muligheder hænger ikke kun sammen med integration og assimilation. I det moderne samfund er jøder som alle andre involveret i en ny kulturel udvikling, hvor sammensatte identiteter trives.