Gå til hoved-indhold

Finansiering på plads til ny udstilling om oktober 1943

03/12/25

Ny udstilling i Gilleleje

Museum Nordsjælland og Dansk Jødisk Museum har netop modtaget tilsagn om godt 1.6 millioner kroner i støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen til en ny særudstilling i Gilleleje. Udstillingen skal formidle de dramatiske dage og nætter på havet ud for Sjællands nordkyst i oktober ’43 med afsæt i de danske jøders erindringer og oplevelser, hvor der arbejdes med at aktivere sanserne som en del af formidlingen og læringen.

Nu skal deres historie fortælles i en ny sanselig særudstilling på Gilleleje Museum og afdækkes i en række samtalesaloner mellem deres pårørende og efterkommere. Museum Nordsjælland og Dansk Jødisk Museum har nemlig netop modtaget tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen om, at der bevilges 1,6 millioner kroner til projektet, der har fået navnet ”At handle i mørket – Oktober ’43 og samtaler om ansvar i dag”.

Allerede fra februar 2026 begynder arbejdet med at undersøge, hvordan den kommende udstilling bedst formidler de dramatiske dage så sanseligt som muligt. Det sker gennem fokusgrupper og samtalesaloner med jødiske pårørende og lokalsamfundet i Gilleleje, hvor historien om flugten stadig lever lokalt og hvor de danske jøders flugthistorier fortælles videre fra generation til generation.

”Historien om de danske jøders flugt er en central del af Danmarkshistorien, og Gilleleje spiller en vigtig rolle i fortællingen. Det er vigtigt, at historien bliver fortalt videre til nye generationer. Vi er utroligt glade for samarbejdet med Museum Nordsjælland, og bevillingen giver os mulighed for at udvikle og afprøve nye måder at formidle historien på, der har stor betydning for vores fremtidige arbejde på begge museer”, siger Janus Møller Jensen, direktør på Dansk Jødisk Museum.
 

Samtalesalonerne skal give et billede af hvilke sanseindtryk og særlige historier fra oktober 1943 – f.eks. lyde, lugte og stemninger – der skal med i en sansebaseret udstilling, og hvilke eksistentielle og aktuelle spørgsmål, museet skal rejse. Håbet er, at selve udstillingen vil kunne åbne i Gilleleje i løbet af museumssæsonen 2027. Læs mere i pressemeddelelsen her

 

Tilbage