Udstillinger
Dansk Jødisk Museum giver dig et nyt blik på Danmarkshistorien. Her finder du 400 års historie om jødisk indvandring til Danmark. Det er fortællinger om integration, assimilation, konflikter og rummelighed.
Det hele er formidlet i en smuk og udfordrende arkitektur designet af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind, der også er kendt som arkitekten bag Det jødiske museum i Berlin.
Museet rummer en fast udstilling, en særudstilling og en biograf med introduktionsfilm.


Tidligere udstillinger
Dansk Jødisk Museum har et stort bagkatalog af udstillinger, der indeholder alt fra den tidligere permanente udstilling til større særudstillinger og mindre pop-up udstillinger. Vi udvikler også vandreudstillinger, som bringer den dansk jødiske historie ude til flere i hele Danmark.
Her er blot en smagsprøve på de udstillinger, vi har haft fornøjelsen af at præsentere.

Efterladt. Janina Katz og de polske jøder i Danmark
2025-2026
Særudstillingen fortæller historien om de polske jøders ankomst til Danmark 1969-1975 med den polsk dansk jødiske forfatter Janinas Katz som prisme.
Janina Katz' historie er vigtig, spændende og interessant i sin egen ret. Den er samtidig udtryk for en mere overordnet historie både om antisemitisme i Europa og Den Kolde Krig med betydning for både Danmarkshistorien og dansk jødisk historie.
Udstillingen åbnede den 9. oktober 2025 og kunne opleves på Dansk Jødisk Museum indtil 5. april 2026.

Jødisk liv i 400 år
2023-2025
I 2022 markeredes 400 års jødisk liv i Danmark. Derfor lavede vi en nyudviklet vandreudstilling, der skulle på en rejse rundt i hele Danmark.
Vandreudstillingen kom til ni forskellige byer: København, Randers, Nakskov, Odense, Fredericia, Helsingør, Århus, Ålborg og Horsens, hvor der også stadig er fysiske vidnesbyrd om det jødiske liv i form af begravelsespladser. I hver af de ni byer tilbydes også en digital byvandring med fokus på byens jødiske historie.

OKTOBER 1943
2024-2025
Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 organiserede den tyske besættelsesmagt i Danmark en razzia for at fange og deportere jøder i Danmark efter at samarbejdspolitikken var brudt sammen i august samme år. Mere end 7.000 mænd, kvinder og børn måtte gå under jorden og flygte. Langt de fleste jøder blev med hjælp fra den danske befolkning hjulpet til Sverige. Men næsten 500 af dem blev fanget og deporteret til den jødiske ghetto i Theresienstadt.
Udstillingen blev til i forbindelse med markeringen af 80-året. Efter at have været vist flere steder i Tyskland vendte den tilbage til Dansk Jødisk Museum. Udstillingskonceptet er skabt af Simon Kratholm Ankjærgaard og Dr. Christian Schölzel.
Udstillingen kunne opleves på Dansk Jødisk Museum fra den 23. oktober 2024 til 2. marts 2025.

NATTENS ENDE
2022-2024
Nattens Ende er en VR-film. Det er en virtuel rejse gennem den aldrende mand Josefs sind fuld af smertefulde og fragmenterede erindringer om flugten til Sverige i oktober ’43, og alt det, han måtte efterlade.
Det er en intens og bevægende filmoplevelse i Daniel Libeskinds sanselige arkitektoniske rammer, som skaber en fysisk ramme for fortællingen om et af de mest dramatiske øjeblikke i Danmarkshistorien.

Citrus og palmeblade. En højtid i hytte
2022
Du står lige nu inde i en sukkah. Sådan startede udstillingsteksten til kulturnatten 2022 hos Dansk Jødisk Museum. Her rejste vi en stor løvhytte og inviterede alle indenfor i hytten på forpladsen til en pop-up-udstilling om den jødiske højtid sukkot.

Fra chanukkah til jul. Lysfester i december
2020
Udstillingen fortalte om den jødiske højtid Chanukkah. Myten, historien, traditionerne og hvordan jøder i Danmark til alle tider har skulle forholde sig til den alt dominerende jul.
Pop-up-udstillingen stod på Dansk Jødisk Museum i december 2020.

Rum og rummelighed
2004-2020
Vores tidligere permanente udstilling på Dansk Jødisk Museum viste en fascinerende stor mængde genstande.
Udstillingen var tematisk inddelt: ankomster, ståsteder, mitzvah, traditioner og forjættede lande.
Tilsammen var det en fortælling om dansk jødisk historie i Danmark i 400 år som en en kulturel rummelig og mangfoldig størrelse.
Udstillingen var åbningsudstillingen for museet og stod fra 2004-2020.

HJEM. Eftervirkningerne af krig og forfølgelse
2013-2017
De danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943 er blevet verdensberømt. Langt mindre kendt er historien om, hvilke udfordringer der mødte danske jøder, da de vendte tilbage til Danmark efter befrielsen i 1945. Det rådede Dansk Jødisk Museum bod på med særudstillingen ”Hjem”.
Særudstillingen stod i et nabolokale til museets permanente udstilling og var åben fra 2013-2017.
Museet har i 2020 udgivet et katalog over udstillingen som kan købes i museumsbutikken.


