Krystalnatten 2026
Markering

Krystalnatten 2026
I 2026 markeres Krystalnatten den 9. november igen i både København og Aarhus. Dansk Jødisk Museum er i år medafsender på markeringen i København. Den finder sted mandag den 9. november kl. 18.30 uden for synagogen i Krystalgade. Der vil være taler af forperson i Det Jødiske Samfund Ina Rosen, overrabbiner Jair Melchior og justitsminister Nicolai Wammen (S). Der vil desuden være et musikalsk indslag og lystænding.
Det Jødiske Samfund mindes Krystalnatten som en del af den jødiske historie og som begyndelsen på Holocaust. Vi ser det også som en advarsel mod antisemitisme og en anledning til refleksion over farerne ved had og racisme. Det er en afgørende del af dansk jødisk historie, som fik store og fatale konsekvenser jødisk liv også i Danmark både før under og efter Holocaust. Det er en vigtig del af vores fælles danske og europæiske historie, som er vigtig at mindes og fortsat sætte fokus på.
Hvad var Krystalnatten?
Natten mellem 9. og 10. november 1938 markerede et afgørende vendepunkt i nazisternes forfølgelse af Tysklands jøder. Over hele Tyskland blev jødiske butikker, hjem, synagoger og gravpladser udsat for organiseret hærværk, plyndring og brandstiftelse. Næste morgen lå gaderne dækket af glasskår fra de smadrede butiksvinduer, hvilket gav begivenheden navnet Krystalnatten. Egentlig er Krystalnatten nazisternes eget ord for de voldsomme begivenheder. Der er derfor i dag en støre enighed om at italesætte det som det, det var: novemberpogromen.
Voldsbølgen blev udløst af drabet på en tysk diplomat i Paris, men aktionerne var planlagt og koordineret af naziregimet. SS- og SA-medlemmer samt lokale nazistiske aktivister gik til angreb på jødiske kvarterer, mens politi og brandvæsen i vid udstrækning blev beordret til ikke at gribe ind. Under optøjerne blev omkring 100 jøder dræbt, tusinder mishandlet, og mellem 25.000 og 30.000 jødiske mænd arresteret og sendt i koncentrationslejre.
Novemberprogromen fik alvorlige konsekvenser for de tyske jøder. Nazisterne gjorde paradoksalt nok jøderne ansvarlige for ødelæggelserne og pålagde dem store økonomiske bøder. Samtidig blev jødiske organisationer opløst, og mange mistede deres virksomheder, hjem og levebrød. Begivenheden markerede overgangen fra diskrimination og social udstødelse til en langt mere systematisk og brutal forfølgelse.
For mange jøder stod det efter november 1938 klart, at der ikke længere var en fremtid i Tyskland. Tusindvis forsøgte derfor at flygte, og i månederne frem mod Anden Verdenskrigs udbrud forlod et stort antal tyske og østrigske jøder deres hjemlande. En del flygtninge søgte til Danmark. Nogle kom ind, andre blev afvist som følge af Danmarks restriktive flygtningepolitik over for jøder. Nogle af de afviste blev senere myrdet under Holocaust. Efter krigen kom overlevende til Danmark med en anden historie og erindring om Holocaust end den nationale fortælling om de danske jøders flugt og redning. Novemberprogromen står i dag som et af de tydeligste varsler om den katastrofe, der få år senere kulminerede i Holocaust.
