Libeskind i lys
Kulturnat 2026

Lyskunstner sætter museet i farver
Til Kulturnatten 2026 har vi inviteret den hollandske lyskunstner Arthur van der Zaag til at skabe et unikt og stedsspecifikt lysværk.
Med lysværket “WATER WATER SAVE ME” fortolker van der Zaag den markante museumsarkitektur af Daniel Libeskind. Museets skrå vægge og skæve gulve er symboler på de mange fortællinger, der er indlejret i bygningen. Gennem lys og farver fremhæver lysværket temaer fra dansk jødisk historie som flugt, hav og uro, men også håb, livskraft og overlevelse.
Arthur van der Zaag sætter museet i farver og lader arkitekturen træde frem som en fortælling i sig selv. Sammen med lyset vil et soundscape af bølger og fiskebåde fylde rummet med referencer til de danske jøders flugt over sundet til Sverige i oktober 1943.
Lysværket “WATER WATER SAVE ME” kan kun opleves denne ene aften.
Vi glæder os til at se jer.
Vil du se endnu mere lys?
Foran vores hovedindgang vil to store lyskegler forme det romerske tal X (ti). Sammen med Krigsmuseet, Folketinget og Det Kgl. Bibliotek samler vi fortid og nutid i endnu en lysinstallation. Installationen hedder Tidsrum og vil stå rundt omkring på Slotsholmen.
Om Kulturnatten
Kulturnatten i København er Danmarks største endagsbegivenhed. Fredag inden efterårsferien slår mere end 200 kulturinstitutioner dørene op for at byde publikum indenfor til en uforglemmelig aften i kulturens mangfoldige verden.
Tid: Fredag den 9. oktober kl. 18-00
Sted: Dansk Jødisk Museum. Lysværket er indendørs.
Pris: Arrangementet er en del af Kulturnatten 2026 og kræver kulturpas. Køb dit kulturpas her

