Begravelsespladsen i Odense

19. juni – 29. juli 2025

Udstillingsperiode

Vandreudstillingen ‘Evighedens Hus’ holdt åbningsreception den 19. juni 2025 kl. 16-18. Udstillingen stod på parkeringspladsen ved Odense Assistenskirkegård i Odense på hjørnet af Kirkegårds Allé og Vandværksvej.

200 året for begravelsespladsen i Odense

I 2025 var det 200 året for den jødiske begravelsesplads' anlæggelse. Det blev markeret med åbningen af pop-up-udstillingen “Evighedens Hus” og en nyt formidlingsskilt på begravelsespladsen som et led i Dansk Jødisk Museum formidling af jødisk liv i Danmark.

Hvor mange rigsbankdaler kostede begravelsespladsen i Odense?

Den jødiske begravelsesplads i Odense blev anlagt i 1825. Den lille menighed i Odense var nu blevet så tilstrækkelig stor, at de nødvendige midler kunne skaffes til oprettelsen. Den 29. januar 1825 fik man tilladelse til at indrette en begravelsesplads, og samme forår købte menigheden et stykke jord uden for byens Vesterport tæt ved den netop anlagte Assistens Kirkegård. Jorden tilhørte en privatmand ved navn Jens Rasmussen og kostede 170 rigsbankdaler, et meget stort beløb for en grund, hvor der ifølge beregningerne kun var plads til “60 lig”.

Der blev udarbejdet et reglement for begravelsespladsen, som også skulle forbi myndighederne til godkendelse. Det skete den 30. april 1825, hvorefter det endeligt blev godkendt af det kongelige danske kancelli den 9. maj 1825. De første begravelser – ulykkeligvis også en børnebegravelse - fandt sted allerede samme år.

Jødisk liv i Odense

Historien om jødisk liv i Odense går tilbage til slutningen af 1600-tallet. De første jøde fik borgerskab i Odense i 1690’erne, men en egentlig bosættelse fandt først sted i 1790’erne. I begyndelsen af 1800-tallet var der lidt over 100 jøder i byen. I 1805 fik byens jøder lov til at indrette en synagoge i en lejlighed i Overgade 28 og en egentligt jødisk menighed blev etableret. Efterhånden voksede ønsket om også at få egen begravelsesplads i byen – tidligere havde man været henvist til Fredericia, København og Nakskov. Det blev altså en realitet i 1825.

Blandt de prominente jøder i Odense er A. D. Cohen (1794-1863), der søgte om rabbinerembedet i København, men blev kateket for Fyn. Han var teolog, forfatter og boghandler, og skrev blandt andet en vigtig bog om jødisk liv i Danmark i 1837. Et andet eksempel er Harry Dessau (1862-1915), der var succesfuld fabrikant og erhvervsleder og menighedens sidste leder i Odense. Han døde i 1915 i byen, men blev begravet på Vestre Mosaiske Begravelsesplads i København.

Antallet af jøder i Odense toppede i perioden 1810’erne-1830’erne, hvor der var godt 100 jøder i Odense i 1817 faldet til 21 jødiske familier med i alt 82 personer i 1834, hvorefter det jødiske samfund gradvist blev mindre. I begyndelsen af 1900-tallet samlede den jødiske minoritet sig i København, og menigheden i Odense ophørte med at eksistere. De sidste begravelser blandt den oprindelige menighed fandt sted i 1920’erne med den sidste i 1928.

Men i 1960’erne fandt der yderligere tre begravelser sted. Hans Jakob Wolf og ægteparret Paula og Albert Simon var blandt de jøder der i 1930’erne flygtede fra Tyskland og bosatte sig i Danmark. Som andre jøder måtte de i 1943 flygte til Sverige, men efter besættelsen vendte de tilbage til Odense, hvor de også fandt deres sidste hvilested. Hans Jakob Wolf døde i 1964, Paula Simon i 1961 og Albert Simon i 1968. Han er den sidste, der er begravet på den jødiske begravelsesplads i Odense.

Siden 1825 har der fundet 88 begravelser sted, men i 2025 er der kun 33 synlige sten tilbage.