”Jeg er jøde og jeg er Dansk”

I anledning af vores to nye øl opkaldt efter Heyman parret bringer vi her et lille dyk ned i deres familie og historie.
v. museumsinspektør Sara Fredfeldt Stadager (2025)

Endnu engang har Dansk Jødisk Museum puttet historien på flaske. I maj 2025 præsenterede museet to nye øl, der skal være med til at formidle dansk jødisk historie. De er opkaldt efter henholdsvis Philip W. Heyman og Hanne Emilie Heyman (født Adler). Det er ikke tilfældigt at det lige præcis er de to, som vi har sat på etiketterne. Familien, og særligt Heyman parret, har nemlig stærke bånd til dansk ølhistorie, da Philip var en af grundlæggerne af Tuborg.

Philip W. Heyman

Philip W. Heyman blev født i 1837. Faren var vekseller Wulff Philip Heyman (1794-1866), og moren var Jacobine Meyer (1812-1873). Philip var nummer to ud af en børneflok på 6. Det var farens andet ægteskab, og fra det tidligere var der yderligere to ældre søskende, der dog var omkring de 20 år ældre end børnene fra Jacobines flok.

Phillip blev sendt på Melchiors borgerskole, der var en af de bedre i København på det tidspunkt. Selvom man ud fra Melchior-navnet kunne fristes til at tro, det var en skole grundlagt og drevet i det jødiske miljø, så var den det ikke. Efter skolen fik Phillip, som det var kutyme, en kontoruddannelse via farens netværk. Phillip blev siden ansat i kolonialengrosfirmaet M. C. Levysohn i år 1853. Firmaet var ejet af Michael Cosman Levysohn (1821-1879), der selv havde været elev i en række større handelshuse i København. Det var et ungt firma, der desværre for Phillip fik en kort levetid. Efter blot 4 år i firmaet gik det konkurs i 1857, og Phillip måtte finde anden beskæftigelse. Han stiftede sit eget firma, der handlede med korn og smør. I 1861 opnåede han borgerskab som grosserer. I 1857 var næringsfrihedsloven trådt i kraft, og det Københavnske handelsliv begyndte for alvor at blomstre. Det forstod Phillip at udnytte. I 1862 begyndte han at eksportere smør til England, som en af de tidlige pionerer indenfor eksport og markedsføring af dansk smør med stor succes.

Hanne Emilie Adler

Året efter han opnåede sit borgerskab i 1862 giftede han sig med Hanne Emilie Adler (1839-1917). Vi ved desværre ikke, hvordan de mødte hinanden, men eftertiden har noteret sig, at hun kom fra mere ydmyge kår end Phillip med en far, der arbejdede som farver.

I 1864 fødte hun familiens første søn Otto, og de følgende 13 år fødte hun sammenlagt 9 børn, 4 drenge og 5 piger, der alle overlevede forældrene. Der skulle ifølge Esther Kvetny Jarløv, der har skrevet om familien, være et 10’ende barn, der ikke overlevede.   

I 1866 fødte Hanne parrets andet barn, Ellen, og Philip opførte Københavns Svineslagteri støttet af firmaet H. Puggaard og Co. Herfra fortsatte eksportsuccesen til England nu med dansk bacon. I 1884 var Danmark blevet for lille, og Philip indgik i en række slagterier i Sverige. Da havde han allerede etableret slagterier og eksport i både Jylland og på Fyn. Det indgik alt sammen i familievirksomheden, som Philip fik bygget op.

Tuborg

Men for en iværksætter som Philip var det ikke nok. I 1873 grundlagde han sammen med finansmanden C. F. Tietgen og andre investorer Tuborgs Fabrikker. Phillips storebror Isaac fra farens første ægteskab havde allerede sammen med faren Wulff Heyman i 1853 stiftet Bryggeriet Svanholm, der lå på Frederiksberg. Så ølproduktionen var ikke fremmed for familien.

Det vides ikke, hvorfor Phillip gik ind i Tuborg projektet, men det er sandsynligt, at han så endnu et produkt med potentiale til eksport. Han sidder i hvert fald på sidelinjen til at begynde med. Philip dannede sammen med C. F. Tietgen, Rudolph Puggaard, der havde støttet Heymans første svineslagteri og sagfører G. Brock et konsortium. De opkøbte et område ved kysten ved Hellerup nord for København. Området var opkaldt efter Jonas Thue, der ejede et udskænkningssted i området. Der lå en lille havn og området gik under navnet Thuesborg. Efter opkøbet blev havnen kendt som Tuborg og hurtigt udvidet og en række fabrikker blev grundlagt, heriblandt en glasfabrik, der skulle producere flasker, men også gødningsindustri. Tanken var at eksportere øl og importere gødning. Konsortiet omdannede sig selv til et aktieselskab med Philip som hovedaktionær og C. F. Tietgen som bestyrelsesformand.

En række eksperter blev hevet ind til projektet. Philip fandt en brygmester og en ingeniør til at få fabrikken godt fra start. Tietgen insisterede på ansættelsen af Leopold August Damm (1841-1901) som administrerende direktør. Men projektet gik sløjt, og ølproduktionen gav underskud. Det viste sig ikke muligt at drive alle de anlagte fabriker i området (øl, glas, svovlsyre og gødningsfabrik). Damm havde svært ved at finde retningen med de mange forretninger.

I 1880 måtte Damm derfor, efter pres gennem flere år, gå af, og Philip overtog ledelsen. Han omlagde brygningen til fabriksfremstillet lagerøl på flaske til det danske marked. Han frasolgte glasfabrikken og begyndte at fokuserer forretningen på bryggeriet. Derfra voksede virksomheden sig stor både i Danmark og internationalt. Modsat de andre bryggerier i København, der solgte øl på fustager, solgte Tuborg øl på flasker med egne etiketter og ensartet produktion og tapning. Igen blev det Philips fornemmelse for markedsføring og betydningen af navnet som et kvalitetsstempel, der sikrede succesen.

Parallelt med at virksomhederne buldrede afsted, styrede Hanne hjemmet. Hun kom som nævnt fra lidt mere ydmyge kår end Philip. Hvor Phillip var vokset op hos en entreprenant Københavnerfamilie, der havde råd til at uddanne børnene, kom Hanne fra en familie, der godt nok havde boet i Danmark i små hundrede år, hvilket i en minoritets sammenhæng har givet familien en vis tyngde. Men der var også en familie, hvor faren arbejdede som farver og først fra omkring 1830 havde fundet en permanent bopæl i København. På sin mors side var hun grandkusine til de to Goldschmidt brødre, forfatteren Meir Aron og storentreprenøren Moritz Aron, der grundlagde Crome og Goldschmidt. De to herrer kom, ligesom Hanne, fra noget mere ydmyge kår, men arbejdede sig op ad de sociale rangstiger; den ene i kapitalen og den anden i kultureliten. Om de har omgåedes med Hannes familie, vides ikke, men det københavnske jødiske miljø var ikke stort, og givet familierelationen er det ikke umuligt. Uanset om de har omgået hinanden, så alene det at kunne benævne relation til en anerkendt dansk (jødisk) forfatter, kunne bringe noget social kapital til ligningen.

De offentlige kilder til privatsfæren i Heyman parrets hjem er spartanske. Det der er beskriver Phillip som en disciplineret og streng mand, samtidig med at han også var generøs. Som eksempel på det sidste nævnes ofte, at han byggede arbejderboliger og igangsatte en række sociale projekter og fattighjælp. Meget lig sin kollega ovre på Carlsberg bryggeriet. Meget på linje med andre entreprenører i tiden virker han til også at have støttet generelt og ikke modsat generationen før ham primært til jødiske velgørenhed. I avisen ”Dags-Telegraphen” d. 17 december 1884 kan man på s. 6 f.eks. se at han også har støttet Østerbro juleindsamling med 200 kr.

Phillip kom ifølge Jarløv fra et ortodokst hjem, men han selv virker i erindringslitteraturen til at have vægtet traditioner mere end den strenge ortodokse kosher livsstil. I Jarløvs artikel nævnes fastelavn som en yndlingshøjtid, med invitationer til hele kvarteret og festligheder med musik og tøndeslagning med over hundrede deltager.  

Philip udtalte engang til et af tidens dagblade, at ”Jeg er jøde og jeg er Dansk, – og jo oftere jeg kan faa Lejlighed til at bekende min Tro og min Nationalitet, desto gladere er jeg!”

Det nationale lå i tiden, og går igen i beretninger fra andre jødiske såvel som ikke jødiske entreprenører i samtiden. Udadtil var det jødiske dog ikke noget han skiltede med. På jødiske helligdage tog han ikke desto mindre en lejet droske til Børsen, for den skulle jo køre alligevel, som han sagde, mens hans egne heste og vogn fik fri. Han standsede dog et stykke fra Børsen for ikke at støde sine trosfæller. Heyman blev både udnævnt til konsul og gjort til Ridder af Dannebrog for sin indsats for Danmark.

Familien omgikkes det etablerede jødiske miljø og fra breve bevaret fra Heinrich Hirschsprung (1836-1908) en anden af den tids store entreprenører, ved vi at de to familier omgikkes. Døtrene Ellen Hirschsprung og Asta Heyman holdt sågar ferier sammen i slutningen af 1800-tallet.

I 1891 indgik Philips storebror Isacks bryggeri, Bryggeriet Svanholm, i det nyetableret De Forenede Bryggerier. Philip holdt Tuborg ude af foreningen, der blev skabt for at have muskler til at modstå Carlsbergs dominans på markedet. I 1893 døde Phillip Heyman, og kort tid efter inviterede bestyrelsen hans svigersøn, Benny Dessau, der allerede arbejdede i firmaet, til at indtræde som direktør. Benny Dessau var gift med Heyman-parrets datter Paula (1870-1951). Bennys bror Martin skyldte også i høj grad sin fine karriere til Phillip, der havde gjort ham til direktør for et af de utallige slagterier. I 1894 sikrede Benny Dessaus bryggeriets videre udvikling ved at indgå i De Forenede Bryggerier, som han også bliver leder af i 1899.

I mellemtiden stod familien Heymans eksport- og slagterivirksomhed uden klar ledelse. Der gik dog ikke lang tid før Hanne trådte i karakter og sammen med sønnen Aage (1869-1960) drev virksomheden videre. Kontakten til Tuborg forblev dog stærk, og inden længe stod de også for eksporten af Tuborg øl til udlandet.

Kunst

Som det var på mode i tiden, ved vi at også Heyman-parret samlede på kunst. Det ses blandt andet på interiørbilleder fra hjemmet på Strandvejen 11. Det er dog svært ud fra de gamle billeder at se lige præcis hvad der hænger på væggene, men landskabsmalerier og portrætter går igen. Det samme finder man i andre højborgerlige jødiske hjem fra perioden. Hvis man vil lidt nærmere ind og have eksempler, er den bedste kilde udstillingskataloget til Kunstindustriforeningens jødiske udstilling i 1908. Det er var en stort anlagt udstilling med en lang række lån fra dansk jødiske familier såvel som det Mosaiske Troessamfund. I det katalog, kan vi se at Hanne bidrog med to genstande fra hjemmet: Et Elias-dække til omskærelse, der var silkebroderet og et Kristian Zahrtmann (1843-1917) maleri af Heyman-parret i Rom (Kr. Zahrtmanns mal. Monsignorens besøg, 1876). Zahrtmann var en meget efterspurgt men også omdiskuteret kunstner, i slutningen af 1800-tallet. Et Zahrtmann billede var både tegn på smag, men også lidt modigt og moderne. Det har desværre ikke været muligt at opsporer billedet. Men det er muligt at Elias-sædet er et af de to, der nu indgår i Dansk Jødisk Museums samling. Det har dog ikke været muligt endeligt at verificere.

Da Hanne Emilie Heyman døde i 1917, adviseredes der en auktion over boet, der blandt andet fremhævede billeder af Wilhelm Marstrand (1810-1873). Hvor Zahrtmann var lidt vovet var Marstrand mere klassisk ’god smag’.

Parret valgte ikke som mange andre af tidens kunstsamlere at donere deres samling til et museum, og samlingen med al dens historik blev derfor opløst. Det er således svært at tegne et egentligt portræt af dem som samlere og mæcener. Det der derfor mest står tilbage er virksomhederne og de populære og folkelige udtryk, der kom gennem reklamerne for Tuborg. Det var for eksempel Phillip, der lancerede den let genkendelige rød- og hvidstribede Tuborg paraply.

Det var derfor også oplagt at tegne et portræt af dem på etiketterne af vores nye øl, der altså rummer en central og vigtig del af dansk jødisk historie.