

Dansk-jødisk liv i 400 år: Ny interaktiv udstilling sætter fokus på tolerance og immigration
I 1622 inviterede den danske konge Christian 4. formelt jøder til at bosætte sig i Danmark. I efteråret 2022 markeredes 400 års jødisk liv i Danmark med en række forskellige tiltag. Et af tiltagene er en nyudviklet vandreudstilling der, efter at være åbnet i forbindelse med en officiel markering af 400-året i november 2022, skal på en rejse rundt i hele Danmark til syv forskellige byer: Randers, Nakskov, Odense, Fredericia, Århus, Ålborg og Horsens, hvor der også stadig er fysiske vidnesbyrd om det jødiske liv i form af begravelsespladser. I hver af de syv byer tilbydes også en digital byvandring med fokus på byens jødiske historie. Udstillingen er også omsat til et undervisningsmateriale, der henvender sig til grundskolens mellemtrin og udskoling. Undervisningsmaterialet kan også bruges uafhængigt af klassens besøg på udstillingen.
På vandreudstillingen bringes jøder i Danmark fra alle århundrederne til live, og vi får viden om deres livs- og arbejdsvilkår. Vi hilser på husmor Glikl de Meza i 1650 fra det dengang danske Altona, Rebekka Meyer, der driver butik i Maribo i 1760, og apotekerlæring i Vejle, Meyer Hartvig Meyer, fra 1830. Alle er fiktive personer, der er baseret på det virkelige levede liv.
Udstillingen indeholder flere interaktive og legende elementer, som fortæller om immigration til Danmark, quizzer om, hvor forskellige danskere egentlig har deres identitet fra og spørger publikum om, hvilke produkter og genstande som Danmark måske slet ikke havde set, havde det ikke været for den jødiske indvandring.
Udover den mere traditionelle 400 års tidslinje tegner udstillingen også en 400 års tolerance kontra intolerance tidslinje, hvor publikum kan aflæse højdepunkter og lavpunkter for tolerancen overfor jøder i Danmark. I fire interview med unge danske jøder sætter udstillingen også spørgsmålet om antisemitisme i dagens Danmark til åben debat.
Formand for Det Jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein er glad for, at den dagsorden det jødiske samfund vil sætte nu kommer rundt i hele Danmark:
- Jøder har gennem 400 år været en del af den danske historie. Den jødiske indvandring til Danmark har bidraget til vores samfunds erhvervshistorie, politiske historie, kulturelle historie, ja, i det hele taget Danmarks historie fra 1622 til 2022. Det er samtidig historien om at tilføre dynamik og skabertrang til et samfund. Forskellighederne mellem dem, der kom udefra, og dem der boede her i forvejen, har haft en positiv indflydelse på skabelsen af det Danmark, vi kender i dag.
Direktør for Dansk Jødisk Museum, Janus Møller Jensen, glæder sig over fokus på jødisk liv i hele Danmark:
- At det er et vigtigt kapitel af Danmarkshistorien, understreges af de mange lokale aspekter og vinkler på historien, som de mange samarbejdspartnere har bidraget med. Der har eksisteret et jødisk liv i mange danske byer, hvor der også fortsat er fysiske spor af det jødiske liv, og det er en vigtig om end noget underbelyst del af den generelle historie. Det har været fantastisk at mærke det engagement og den interesse der har været for at sætte fokus på historien rundt omkring i landet.
Yderligere information:
- Kommunikationsansvarlig i Det Jødiske Samfund i Danmark Michael Rachlin +45 40 61 91 92 mra@mosaiske.dk
- Direktør for Dansk Jødisk Museum Janus Møller Jensen +45 29 81 05 10 jmj@jewmus.dk